Om kammeroperaen "Waiting in Nowhere", bestilt af Det Kongelige Teater og opført i Skuespilhuset fra 09 05 til 17 06, 2010. Libretto af Rubén Palma.

Information

Den perfekte moderne opera

Nydansk opera om det højteatralske og tragiske liv i Sandholmlejren giver genren nyt liv og værdighed

Af: Camilla Marie Dahlgreen 10. maj 2010

Åh nej, en opera om Sandholmlejren. Det lyder som et stille, søndagsselvmord i gråtoneskalaen. Det var i hvert fald min første reaktion på den forestående premiere på kammeroperaen Waiting in nowhere i Skuespilhuset i søndags.

Chileneren Rubén Palma var tilbage i 2005, da Det Kongelige Teater havde søsat sit projekt ‘Nydanskerne og kulturinstitutionerne’, blevet kontaktet af operachef Kasper Bech Holten og daværende chefdramaturg Henrik Engelbrecht og spurgt, om han ville skrive en opera til teatret med frit emne. Han kunne altså have skrevet om hvad som helst, men endte til sin egen overraskelse ved at vælge det mest indvandreraktuelle emne, Sandholmlejren, hvor han selv har arbejdet i 20 år, og hvor stort set alle flygtninge, der kommer til Danmark, opholder sig i en kortere eller længere periode.

Det lyder som realitetsteater, men ved et kig i forfatternes noter til forestillingen, blev min nysgerrighed alligevel vakt. For kort og godt, som Palma skriver, så vil han aldrig i sin helhed kunne gengive »de brutale, absurde, latterlige, dramatiske, komiske, rørende begivenheder«, han har været vidne til i sin tid i Sandholmlejren. Og ved nærmere eftertanke: Hvad kan være mere oplagt som dramatisk emne end dette limboland? Og hvilken anden genre ville kunne beskrive noget så højteatralsk og til tider tragisk som livet i en flygtningelejr end netop opera? Måske var dette den perfekte, moderne opera.

Og det var det. I hvert fald viste de 50 minutter, som den velopførte premiereforestilling varede, et drama og en musikalsk fortælling, der gik lige ind og samtidig gjorde opera som genre både værdig og moderne.

Suggererende musik

Edina Hadziselimovics musik var smuk og stemningsmættet og mere suggererende end påtrængende. Både skæbnesvangre ord og mundrette replikker havde deres egen melodi og musikalske indhold, mens et lydtæppe fra det lille firemandskapel hele tiden understøttede dramaet og sangernes skuespil - mere end deres sang måske, men således at stykket aldrig manglede dramatisk nerve, heller ikke i de hverdagslige kontorscener eller når den kvindelige politibetjent snakkede jysk.

Klaus og Sidsel, to Røde Kors-medarbejdere i lejren, får problemer, da én af lejrens beboere melder en voldtægt. De tilkalder politiet og underretter centerleder Hanne, men tager sagen i egen hånd, da det viser sig at være en falsk anklage. Ingen er blevet voldtaget, men en kvindelig flygtning har haft stævnemøde i vaskeriet med sin elskede, der står for en udvisning. Klaus og Sidsel vælger at skjule de elskende og lade manden flygte. Politibetjenten gennemskuer til sidst situationen, men vælger også at lade ‘voldtægten’ forblive uopklaret. Jeg ved ikke, hvad der er mest tragisk: flygtningenes angst og ulidelige tilværelse eller den grå danske hverdag lige fra Sidsels venten på toget på Nørreport, set på widescreen, til kontorets røde ringbind i stakke, en arbejdspladsromance, der nu er blevet til kold luft mellem Sidsel og Klaus, centerleder Hannes medieskræk og det at leve i et land, hvor den eneste sympatiske løsning er »alt, alt for langt væk fra reglerne«. Rubén Palma skåner ikke os gammeldanskere i sin beskrivelse, men er til gengæld smertensfuldt realistisk og udsøgt dokumentarisk. Edina Hadziselimovics følger op med at lade de elskende flygtninge synge i mere gammeldags harmonisk tonesprog sammen, mens Klaus og Sidsel i deres anstrengte forhold synger i tritonus’ens, disharmoniske interval.

På den anden side er selve skurken Graco, der af jalousi opfinder voldtægten, for hvor der er flygtninge, er der som regel forbrydere, som Palma siger. Men alle får lov at handle ret til sidst.

Hele forestillingen manøvreres med gode talenter i alle roller, velsyngende og velspillende sangere over hele linien ligesom en kompetent musikerbesætning med den unge dirigent Jesper Nordin til at føre operaen sikkert hjem.

http://kpn.dk/klassisk/koncert/article2065782.ece

Jyllands Posten

Waiting in Nowhere

Af CHRISTINE CHRISTIANSEN

Offentliggjort 12.05. 2010

”Waiting in Nowhere” er Det Kongelige Teaters fine bud på en moderne kammeropera, alle kan forstå.

Hvad har Sandholmlejren og moderne operakunst med hinanden at gøre? Umiddelbart intet – og dog: Det Kongelige Teaters nyopsatte miniopera ”Waiting in Nowhere” foregår netop bag det nordsjællandske asylcenters meterhøje, grå ståltrådshegn. Herinde udspiller sig et drama, hvor mennesker knyttes sammen på kryds og tværs af etnicitet og status.

Lettilgængelig handling

Handlingen i den 50 minutter korte kammeropera er konkret og lettilgængelig for alle: En af lejrens beboere, Graco, beskylder sin tidligere medbeboer Abdon for at have voldtaget sin kæreste Larisa, der også bor i lejren. Da lejrens to ansatte ved navn Klaus og Sidsel får info om ugerningen, bliver det op til dem og deres samvittighed at beslutte, hvorvidt de vil håndhæve lejrens strenge regelsæt over for de formodet skyldige.

De to ansatte hidkalder politiet. Også centrets leder og regelrytter Hanne bliver informeret. Det viser sig senere, at der intet hold er i anklagen. Den kvindelige flygtning har derimod holdt et hemmeligt møde med sin elskede, der står til at skulle udvises. Klaus og Sidsel vælger at skjule det forelskede par og lader til sidst manden flygte. Også politibetjenten vælger på pudsig vis at se gennem fingre med begivenheden.

Virkelighedsnære persontegninger

Librettisten – chilenske Rubén Palma - har selv arbejdet i Sandholmlejren i en årrække. Både hans persontegninger og operaens replikker virker stærke og virkelighedsnære. Den bosniske komponist Edina Hadziselimovic har tilmed selv opholdt sig som asylansøger i Sandholmlejren. Hendes musik er intens og stemningsfuld hele vejen. Replikkerne bliver skiftevis talt og sunget ud i et fint musikalsk flow.

Fremragende solister

Fire musikere fra Det Kongelige Kapel – på klarinet, cello, harpe og slagtøj – supplerer de seks sangere. Tilsammen skaber de et sælsomt klangunivers. Hadziselimovic udnytter effektfuldt instrumenternes grænseområder. Celloens skingre smerteskrig. Harpens intense trampende rytmer. Det hele styres stramt af dirigenten Jesper Nordin, der kompetent fortolker det komplekse lydbillede.

Handlingen understøttes af de enkle rum, som skaber en realistisk ramme om operaen: Rekvisitterne er ægte ringbind og Røde Kors-veste, vasketøjskurve og råt ståltrådshegn. Publikum er med helt fremme ved kulissekanten – man kan nærmest række ud og røre ved sangerne i Skuespilhusets lille, intime sal.

Alle sangerroller er besat af velsyngende solister med gode skuespiltalenter. Musikersiden er fuldt på højde – de fire fremragende instrumentale solister giver forestillingen det afgørende løft.

Her er en opera i øjenhøjde - en opera for alle. Gå endelig ind og se den.

http://www.berlingske.dk/scene/sange-fra-sandholm

Berlingske Tidende

Sange fra Sandholm

Af Søren Kassebeer

Mandag den 10 maj 2010.

Opera. »Waiting In Nowhere« er stort musikteater i lille format.

Opera er noget, man synger. Opera kan, af samme grund, skildre menneskelige følelser, som ingen anden genre kan det. Omvendt kan den lettere end både filmen, litteraturen og det talte teater ende som hul patos med alt for store armbevægelser.

Så meget desto større grund er der til at hylde komponisten Edina Hadiselimovi og forfatteren Ruben Palma for kammeroperaen »Waiting In Nowhere«, der i søndags havde urpremiere på Skuespilhusets lille scene, og som handler om noget så politisk følsomt og følelsesladet som Sandholmlejren. En opera med syngende asylansøgere og asylcenteransatte! Det kunne let være blevet for meget. »Waiting In Nowhere« er ikke for meget. Dette er i sig selv en bedrift.

Handlingen er enkel: En tidligere beboer anklages fejlagtigt for at have voldtaget sin elskede, og så må to af lejrens ansatte beslutte, om de vil følge reglerne eller samvittigheden. Ruben Palma fortæller uden plakatagtige paroler, og Edina Hadiselimovi skaber sprød kompleksitet og subtilt samspil mellem fire instrumenter og seks sangere. Patos er denne opera fremmed. Den er i den forstand en velkommen kontrast til den ligeledes nyskrevne og fælt forskruede plasticoperations-operette »Skin Deep«, der havde premiere på Operaens store scene forleden. Den minder os om, at der stadig laves kompromisløs musikdramatisk modernisme, der ikke larmer og lefler.

Æren tilfalder først og fremmest værkets herboende ophavsmænd - begge tidligere flygtninge - men når det er blevet til 50 fortættede minutter, skyldes det også de glimrende sangere og musikere, Christoffer Berdals præcise iscenesættelse, Jesper Nordins sikre musikalske ledelse, Stine Martinsens enkle, men tilstrækkelige scenografi og Mikael Sylvests kontrastskabende lysdesign. De er alle med til at gøre »Waiting In Nowhere« til stort musikteater i lille format. Det ku´ være så skidt, og så er det faktisk godt.