Biografi Tilbage til hovedsiden
Jeg blev født i 1954, i Chiles hovedstad, Santiago. Mine forældre havde vidt forskellig baggrund og kom fra hver sin del af landet til hovedstaden, hvor de mødtes og giftede sig, for derpå at få nogle børn af hvilke jeg var den ældste. Min fader var fra en af de mange, støvede og gudsforladte ørkenbyer i Nord Chile. Omvendt, tilbragte min moder sin barndom i de sydlige, frodige landskaber, som minder så meget om Nord Europa.
Der er stadig meget fattigdom i Latinamerika. Dog lever de fleste latinamerikanere i dag, og særligt chilenerne, i udsøgt rigdom, hvis man sammenligner med den tid hvor jeg var barn. Jeg vil aldrig glemme disse uendelige slumområder... skurene lavet af træ, blik, karton og gamle tæpper, hvor den fælles vandhane udgjorde det obligatoriske samlingspunkt for hundredvis af mennesker med grå blikke og tomme, afventende spande, mens sværme af børn i bare tæer og snotklatter hængende ud af næsen legede med gadehundene. Ja... disse gudsforladte og lovløse områder, hvor somrene bragte infektioner og alle slags lus, og hvor vintrene hjemsøgte gamle og børn med blæst og regn i de skrøbelige skure. For de fattige er udholdenhed lige så nødvendig som Gud og det daglige brød.
Mine barndoms- og ungdomsår udfoldede sig i San Miguel, dengang en af Santiagos mest berygtede kvarterer, hovedsagelig på grund af den høje kriminalitet. Jeg boede i den karakteristiske lejlighed tilhørende regeringens sociale boligprojekter, i et forholdsvis fattigt nabolag. Lejlighederne var grimme, golde med dårligt fungerende faciliteteter, men solide var de. Tidligere boligløse familier på op til ti eller tolv mennesker plus hunden og katten, boede i disse små betonkasser indhugget i en større betonblok. Ikke at være blandt de aller fattigste var vores nabolags berettigede trøst. Nogle få af mine barndomsvenner fik sig en uddannelse og klatrede op ad den sociale rangstige, de fleste blev hvad deres forældre havde været; hårdt knoklende arbejdere, andre endte som store og små forbrydere.
Den åndelige og sociale elendighed, som prægede landet, fik mange unge chilenere i slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne til at engagere sig i forskellige former for social protest og forsøg på at rette op på tingenes tilstand. I en alder af 17 år var jeg overbevist om, at samfundet kunne ændres, eller laves helt om, i løbet af ganske kort tid. Ja, blot man var modig, stædig og sammen med andre åndsfæller skulle det nok lykkedes, at ændre kurs på menneskehedens historie.
Det gik naturligvis ikke som jeg forventede, og efter General Pinochets blodige militære kup mod Præsident Allende i 1973, så jeg mig nødsaget til at flygte ud af Chile. I April 1974 ankom jeg til Buenos Aires, Argentina, under den pompøse men meget lidt effektive beskyttelse af de Forenede Nationer. Argentina var selv tæt på at gennemgå værre rædsler end dem, jeg havde oplevet i Chile. Uroen ulmede alle vegne i landet og, derfor, begyndte jeg at se mig efter et andet sted at være. Mine måneder i Buenos Aires, en ellers flot og storslået by, var usikre og grimme. Endelig; med hjælp fra den danske ambassade lykkedes det mig at komme til Danmark, i slutningen af August 1974.
Så... 19 år gamle, og efter en bustur fra lufthavnen til hotellet, gik jeg for første gang ned ad Nørrebrogade mod Nørreport. Jeg husker, jeg standsede ved søerne og så mod det rolige vand idet jeg forsøgte at forstå dette nye og mærkelige land, som havde taget imod mig uden at forlange det mindste til gengæld.
Min første tid i Danmark var præget af en fornemmelse af uvirkelighed. At der fandtes sådan et sted, havde jeg aldrig haft fantasi til at forestille mig. Men hverdagen overbeviste mig om, at mit liv i Danmark ikke var en fjern drøm, men virkelighed. Og jeg var blevet borger i et samfund, hvor indbyrdes respekt og solidaritet ikke blot var tomme ord - men reelle handlinger.
I 1985 besluttede jeg mig til at skrive; tanker, følelser; fiktion, ja, hvad som helst. Og eftersom jeg boede i Danmark faldt det mig naturligt, at det sprog jeg skulle udtrykke mig på måtte være dansk. Jeg havde aldrig før forsøgt mig som skribent; ikke engang på spansk, mit eget sprog. Dette til trods var min begyndelse på dansk ualmindelig heldig. I 1986 vandt jeg en af de tre første præmier ved Politikens kronikkonkurrence med indlægget Os og Vidunderet. Det var det allerførste, jeg nogensinde havde skrevet på noget sprog og præmien, forståeligvis, opmuntrede mig til at give mig i kast med større sproglige udfordringer.
Mit forhold til Danmark og danskere har været en fast bestanddel i mit tidligere forfatterskab. Jeg tror, at den fascination, den taknemmelighed for dette land, som har behandlet mig så godt, søgte efter at blive udtrykt. Senere har jeg forsøgt at skrive om andre emner. Men dette har ikke ligefrem mødt imødekommenhed; der er en tendens til at forvente, at en indvandrer nødvendigvis skal skrive om indvandrerrelaterede emner.
At være udlænding og skrive på dansk er, som næsten alt det der betyder noget her i livet, en kilde til blandede følelser. Vi er ikke mange fremmede, som har begivet sig ind i dette vanskelige foretagende og, af den grund, vækker man en slags naturlig opmærksomhed. Den mindre charmerende side af sagen er, at der er en tendens til at opfatte dét, man skriver, som en uadskillelig del af den nuværende indvandrerdebat. Således bliver selve historien og måden den fortælles på underlagt individuelle kriterier om "rigtig" og/eller "forkert" i forhold til denne debat.
Men... fordelene og glæderne ved at skrive på dansk overstiger langt besværlighederne. Så jeg fortryder ikke, at jeg en dag tog den ufornuftige beslutning at skrive på et sprog, jeg først lærte i en voksen alder.